Studiestart i Holstebro: Inga glæder sig til at starte på drømmeuddannelsen

De nye studerende på VIA University Collage i Holstebro kan se frem til introuge, aktivitetsdag og fest, når skolen byder over 500 nye studerende velkommen i løbet af næste uge. En af dem er Inga Krus Strøm, som skal begynde på pædagoguddannelsen.

Mette Aas Jacobsen

På onsdag starter 529 nye studerende på VIA University Collage i Holstebro. De starter på forskellige uddannelser blandt andet sygeplejerske-, pædagog og bygningskonstruktøruddannelsen og skolen er mere end klar til at modtage de nye studerende.

”Vi glæder os rigtig meget til at byde de nye studerende velkomme, især ovenpå corona,” siger Lene Kirk, der er Campuskoordinator.

Det er ikke kun skolen, der glæder sig til studiestart på onsdag, også de studerende ser frem til at starte på skolen. En af dem er Inga Kruse Strøm fra Holstebro, som skal starte på pædagoguddannelsen og det, hun glæder sig mest til, er at møde sine nye medstuderende.

”Jeg glæder mig allermest til det sociale ved at starte på en ny uddannelse,” siger hun.

Inga Kruse Strøm er klar til studiestart

Lene Kirk, der er Campuskoordinator på skolen i Holstebro, fortæller, at det primært er de nuværende elever på skolen, der står for, at de nye studerende får en god studiestart på skolen.

”De nye studerende får rigtig meget ud af at møde de nuværende elever. Det får dem til at føle sig mere trygge,” siger hun.

De nuværende studerende har arrangeret posteløb i byen, aktivitetsdag og en stor fest, så der er rig mulighed for at skabe nye venskaber. Netop det har Inga Kruse Strøm glædet sig til, efter hun har arbejdet i butik i et par år.

”Jeg har virkelig manglet at være sammen med nogen på min egen alder til hverdag, så jeg glæder mig virkelig til at møde en masse nye mennesker,” fortæller hun.

VIA Universitiy Collage i Holstebro har otte forskellige uddannelser, og de byder alle de nye studerende velkommen i næste uge.