Ældre Sagen efterlyser flere besøgsvenner

Antallet af besøgsvenner hos Ældre Sagen i Holstebro er faldet fra over 50 til 37 siden corona-pandemien brød ud. Det ærgrer foreningen, der har et stort ønske om at vende kurven.

Af Nicholas Jensen

Ældre Sagen i Holstebro oplever store problemer med at tiltrække flere borgere til at blive frivillig besøgsven for byens ældre. Det er et problem, da det er med til at øge ensomheden blandt dem, der ofte sidder alene i deres hjem.

Det fortæller Leif Hornshøj, som er besøgskoordinater hos Ældre Sagen i Holstebro.

”Det er en stor byrde for os, at vi ikke er i stand til at få flere til at blive besøgsven. Det er ærgerligt, da mange ældre føler sig ensomme i Holstebro,” siger han.

Otte borgere står lige nu på foreningens lokale venteliste til at få en besøgsven. Af den grund gør man lige nu en ekstra indsats for at tillokke flere frivillige. Man har blandt andet oprettet annoncer i byens lokale aviser, men indtil videre har det ikke haft den store effekt.

Leif Hornshøj har en formodning om, at det særligt er corona-pandemien, som er skyld i, at antallet af frivillige generelt er faldet.

”Flere er faldet fra under corona, da man ikke har måttet ses – og jeg tror nu, at flere mangler mod på at komme tilbage,” siger han.

Alle kan blive besøgsven

Gruppen af frivillige besøgsvenner består primært af pensionerede mellem 60 og 75 år, men ifølge Leif Hornshøj kan alle blive det, såfremt de ønsker det.

”Det kræver som sådan ikke noget at blive besøgsven. Man skal være god til at snakke med ældre mennesker, og så skal man være villig til at afsætte et par timer om ugen,” fortæller han.

Leif Hornshøj er altid med til det første møde mellem en ny besøgsven og en ældre. Det gør han for at sikre, at begge parter passer sammen. Efterfølgende er det op til dem selv at lave yderligere aftaler om besøg – hvis de altså ønsker det. I Holstebro oplever man, at langt de fleste vælger at holde sammen.

”Vi oplever sjældent, at forholdet mellem en besøgsven og en vært går skævt – det sker måske to gange om året. Men så er vi gode til at finde en ny, som kan besøge den ældre i stedet,” siger han.

Den lokale afdeling af Ældre Sagen i Holstebro har et mål om at nå op på minimum 50 besøgsvenner igen inden længe.