Holstebro Kommune nedlægger legat: sidste chance for at ansøge

Siden 1974 har Holstebro kommune uddelt legater for at fremme internationalt samarbejde og forståelse, men sådan vil det ikke være i fremtiden. 2021 bliver nemlig sidste år, hvor kommunen uddeler legatet.

Af Aimee Annika Hansen

Borgerne i Holstebro kommune har fra den 1. september ikke længere mulighed for at ansøge om Holstebro Kommune Byråds legat. Beslutningen blev taget tilbage i 2018, og sidste uddeling skulle have været i 2020, men grundet covid19 besluttede man at udskyde ansøgningsfristen, så det bliver sidste gang i år.

Legatet blev etableret af Holstebro Kommune tilbage i 1974 i forbindelse med 700 års jubilæet for byen, og dengang lød pengebeholdningen på 100.000 kr. Igennem næsten et halvt årti har borgerne i kommunen haft mulighed for at søge om legatet, hvis man har været tilknyttet uddannelsessystemet i kommunen. Pengene er blevet givet til formål, der støtter internationalt samarbejde og forståelse, så det kan være med mange forskellige formål. Leder på borgmesterkontoret, Helle Hastrup, peger dog især på én bestemt gruppe af ansøgere.

”Det har typisk været unge mennesker, der har skullet ud og rejse i forbindelse med efteruddannelse, eller har været færdig med en ungdomsuddannelse og derefter har skullet på et uddannelsesophold i udlandet”, fortæller hun.

Kommunen har de sidste par år modtaget omkring 100 ansøgninger om året. I 2018 blev der uddelt 11 legater, og i 2019 var antallet af uddelte legater seks.

For stort administrativt arbejde i forhold til midler  

Ved etableringen af legatet i 1974 bestemte man i vedtægterne, at der kun måtte uddeles 10.000 kroner om året fra fonden. Det har vist sig at blive hovedårsagen til nedlægningen. Formand for legatbestyrelsen, Morten Issa Nielsen (A), mener, at det administrative arbejde simpelthen er blevet for stort i forhold til, hvor mange midler fonden har.

”Tiden er løbet fra os. Vi bruger rigtig mange ressourcer på at læse ansøgninger og udvælge, hvem der skal modtage legaterne, men vi er bundet af vedtægterne”, siger han.

Legatvedtægterne fra 1974 siger, at udover at der kun må uddeles 10.000 kroner om året, så skal der også minimum uddeles tre legater. Det betyder, at den enkelte ansøger ikke kan modtage et betydeligt beløb.

”Dengang var 3000 kroner mange penge, men i dag rækker det ikke langt, hvis man skal til New Zealand i tre måneder, og derfor giver det ikke så meget mening længere. Vi vil hellere uddele beløb der batter”, fortæller Morten Issa Nielsen (A).

Ikke slut med internationalt fokus

Beslutningen om at nedlægge legatet er en beslutning, der har været nødvendig at tage. Nedlæggelsen giver nemlig mulighed for, at der over en periode på tre år kan uddeles større beløb end det, der er bestemt i vedtægterne. På den måde sørger man for, at de penge, der står på kontoen, ikke bare går til spilde, men rent faktisk går at fremme internationalt samarbejde og forståelse.

”Selvfølgelig er det da en skam, når der er nogle muligheder der forsvinder, men legatet blev oprettet dengang i én ånd, og nu er vi et andet sted. Det er en politisk prioritering, hvis der skulle laves noget tilsvarende igen”, siger Helle Hastrup.

Morten Issa Nielsen (A) synes også, at det er ærgerligt, at man har været nødsaget til at foretage nedlæggelsen, men han håber på, at det ikke kommer til at stoppe her.

”Jeg håber, at der opstår nye initiativer på et tidspunkt, men det er en opgave for det nye byråd”, siger han.

Som borger i Holstebro kommune kan man krydse fingre for, at der efter kommunalvalget i november kommer til at opstå nye initiativer, der passer bedre ind i tiden, så man igen kan fremme det internationale aspekt af kommunen.