Godt 200 aflysninger i juli: Nu skaber sommerferieafvikling togaflysninger

I juli skyldtes togaflysningerne på Midtjysk Jernbanes strækninger sygemeldinger og opsigelser, men nu er det sommerferieafviklingen, der skaber togkaos.

Mette Aas Jacobsen

Siden Midtjyske Jernbaner overtog togdriften på strækningerne Skjern-Holstebro og Lemvigbanen har der været mange aflysninger. Alene i juli måned har der været omkring 200 aflysninger. Det har skyldtes sygemeldinger og flere opsigelser, oplyser Martha Vrist, direktør for Midtjyske Jernbaner. Hvorfor der har været flere sygemeldinger og opsigelser, vil Martha Vrist ikke oplyse.

Fem aflysninger i dag

Der blev ansat en ny lokomotivfører den 15. august, hvilket skulle afhjælpe problemet, men togdriften på strækningen mellem Skjern-Holstebro er stadig usikker. I dag tirsdag har der været fem hele eller delvise aflysninger på strækningen. Det er der dog en god forklaring på, mener Martha Vrist.

”Vi er stadig ved at afvikle sommerferie, og oveni sygemeldinger kommer der aflysninger,” siger Martha Vrist. Hun siger dog, at der altid bliver indsat togbusser, så passagerne kan nå deres destination.

Maria Nygaard bor i Ringkøbing og hun tager ofte toget til Holstebro. Hun synes ikke, at togbusser løser problemet ordentligt.

”Det kan godt være, at de sætter togbusser ind, men de kommer jo sjældent til tiden,” og det frustrerer hende. ”Jeg er rigtig træt af ikke at kunne regne med noget og blive forsinket til mine aftaler,” siger hun.

Der har været tomt på spor 3 i dag FOTO: Mette Aas Jacobsen

Flere tiltag

Der er dog flere tiltag på vej for at undgå lignende situation i fremtiden. Den. 1. september bliver endnu en ny lokomotivfører ansat. Derudover er der tilmeldt to personer til lokomotivføreruddannelsen, som bliver tilknyttet Midtjyske Jernbaner under deres uddannelse, oplyser Martha Vrist.

Hun er sikker på, at tiltagene vil skabe en mere stabil togdrift. ”Vi er tilbage på sporet til september,” siger Martha Vrist.