Danmark var det første land i verden til at tillade registrerede partnerskab mellem to personer af samme køn.
Af Josephine M. Møller
De seneste ti år er der sket en stigning på 78 procent i antallet af registrerede ægtepar af samme køn i Vestjylland. I Holstebro blander man sig ikke i naboens trang til kærlighed med samme køn, og det kan være årsagen til den stigende tendens.
”Det er skønt at høre, at der er en stigende tendens af flere homoseksuelle par gifter sig i Vestjylland. Særligt fordi man groft sagt kan sige, at folk i Vestjylland er mere old school i forhold til religion og relationer,” fortæller sogne-, korshær- og arresthuspræst i Holstebro kirke Annette Ejsing
Annette Ejsing uddyber, at hun generelt tror at der er en større tolerance og accept af homoseksuelle, som derfor underbygger stigningen.
Jimmi Linde Kjeldsen blev borgerlig viet i 2009 med sin mand i Holstebro og kan godt genkende, at der er større tolerance og accept af homoseksuelle par.
”Jeg boede i Herning i en årerække, og jeg ved ikke om det er fordi Herning er en industriby, men der var tonen lidt hårdere end i Holstebro. Måske er det fordi Holstebro er en kulturby, det ved jeg ikke,” fortæller Jimmi Linde Kjeldsen.
Jimmi Linde Kjeldsen oplever, at folk passer meget sig selv og ikke konfronterer sådanne ting.
”Jeg tror, folk her er meget sådan ’hvis du ikke har noget godt at sige, så lad vær med at sige noget,’” uddyber Jimmi Linde Kjeldsen.
Sognepræsten Henrik Guldbrandt Kjær fortæller også, at hans indtryk er, at folk som er sammen med samme køn ikke gør sådan et stort nummer ud af det her i Vestjylland.