Tvis Sogn lukker ned: Sådan foregår nødpasning på lokal skole

Corona-smitte lukker Tvis Sogn nær Holstebro. Folkeskolen i området indfører nu nødpasning for alle elever i indskolingen.

Af Nicholas Jensen

Torsdag er første dag med nødpasning på Tvis Skole på grund af ny corona-nedlukning. Ordningen stammer fra Børne- og Undervisningsministeriet og går ud på, at forældre kan vælge at sende deres børn i skole, hvis de ikke har mulighed for at passe dem selv i den kommende tid.

Nedlukningen tvinger lærerne til at omlægge deres undervisning fra den ene dag til den anden, men selvom man har prøvet det før, er det stadigvæk en omvæltning for de fleste.

Det fortæller Tina Vestergaard, der har været ansat som lærer på Tvis Skole siden 1995.

”På trods af 26 års erfaring er det jo lidt af en udfordring, men mit fokus lægger på børnene,” siger hun.

I alt er 25 elever fra indskolingen mødt op på førstedagen. Det svarer til, at omkring hver femte elev ikke har haft mulighed for at blive hjemme. I stedet skal de deltage i skolens online-undervisning fra deres eget klasselokale, alt imens størstedelen af deres venner skal forsøge at følge med hjemmefra.

Holder modet oppe

Tina Vestergaard er lærer for en 2. klasse, som normalt består af 21 elever, men i dag er de kun fem. Hun fortæller, at hun er stolt af sine elever, der forstår alvoren af situationen.

”Børnene er helt vildt gode til at forstå, at vi skal passe på hinanden. De gør i hvert fald deres bedste. Det er virkelig rørende,” siger hun.

Eleverne har før prøvet at være tvunget til at følge med fra en computer. Af den grund forventer man ikke, at kvaliteten af undervisningen falder under nedlukningen.

”Børnene har efterhånden lært, hvilke knapper man skal sidde og trykke på, når man sidder foran computeren. Det gør det lettere for mig at undervise i min matematikbog,” fortæller Tina Vestergaard.

Skolen påbegynder først online-undervisning i morgen, da man ikke har nået at planlægge, hvordan alting skal fungere. Af den grund har Tina Vestergaard valgt, at de elever, som er mødt op i dag, i stedet skal skrive breve til deres klassekammerater. Planen var ellers, at man skulle have afholdt et klassemøde om starten af skoleåret.

Lærerne vil i den kommende tid forsøge at følge den planlagte undervisning, på trods af at alting skal foregå hver for sig.