Selvom smittetrykket har været lavt på SFO’en på Tvis skole, har de, ligesom resten af Tvis Sogn, i dag været nødt til at lukke ned og sende deres elever hjem på ubestemt tid.
Af Caroline Sofie Gede
Lederen af SFO’en på Tvis Skole, Dorthe Bogø, er ked af, at de nu skal til at lukke ned på ubestemt tid.
“Det er da skide ærgerligt. Vi har jo styr på vores egen butik.”
Da eleverne fra Tvis Skole i dag pakkede deres ting sammen og tog hjem, var det uden at vide, hvornår de kan komme i skole igen. Kl. 14 i dag stod det nemlig klart, at hele Tvis Sogn i Holstebro fra i morgen bliver nødt til at lukke ned på grund af for højt smittetryk.
Har været igennem møllen før
Det er noget, som skolen har været forberedt på, fortæller leder af SFO’en, Dorthe Bogø.
“Vi har været igennem møllen før, så det hele har ligget klar,” fortæller Dorthe og refererer til den sidste store nedlukning. Helt konkret betyder det, at der er onlineundervisning fra 5. klasse og op, mens skolen tilbyder nødpasning for 0-4. klasserne.
Der er dog én væsentlig forskel i denne nedlukning i forhold til tidligere.
“Hvis man skal på arbejde som forældre, så må man gerne få sit barn i skole. Og det er for forældre med hvilket som helst arbejde,” fortæller Dorthe Bogø.
Ensomme og udfordrede elever
Det er især med henblik på elevernes trivsel, at det ærgrer Dorthe Bogø, at skolen nu skal lukke ned igen.
“De ældre elever bliver ensomme og udfordret af at sidde hver for sig, fordi de har et meget stort socialt behov. Vores indskolingsbørn er derimod mere udfordret af teknikken, fordi det er svært at få den praktiske logistik til at fungere, når man går i 0. klasse.”
Smitteudbrud fra nabo
Det er skolens nabo daginstitutionen Grøftekanten, som har stået for 15 ud af de 24 smittetilfælde i Tvis Sogn.
Alligevel kunne Dorthe Bogø godt tænke sig, at man kiggede mere lokalt på, hvor smitten er, inden man lukker et helt sogn ned.
“De tiltag, som har holdt smitten nede her i SFO’en, er det sværere at håndhæve i en børnehave, hvor de ikke kan lade være med at smitte hinanden,” siger hun.
Eleverne kan først vende tilbage til skolen, når smittetallet i Tvis Sogn igen er 20 smittede om ugen. Nedlukningen forventes at være i mindst en uge.