Mens erhvervslivet skriger på arbejdskraft, står seniorerne uden job

I Holstebro Kommune er der netop nu 181 ledige stillinger. Samtidig står Yvonne Højfeldt og, ifølge Senior Erhverv, omkring 2000 andre over 50 år uden job i Midtjylland.

Mette Aas Jacobsen

Senior Erhverv oplyser, at netop nu er der over 2000 personer over 50 år, som står klar til at blive ansat i en virksomhed, og det er ikke kun i Midtjylland, der er mange ledige seniorer. I første kvartal af 2021 var over 42.000 ledige over 50 år i Danmark.

En af dem er Yvonne Højfeldt, som har været ledig i over to år. Hun har tidligere arbejdet som teknisk assistent og receptionist, men nu er hun af en af de mange personer over 50 år, som netop nu er arbejdsløs.

”Det er svært at komme ind på arbejdsmarkedet igen, når man er over 50 år,” siger hun.

Hun tror måske, at arbejdsgiverne bliver skræmte af alderen fordi, folk før i tiden ikke var så friske og rørige som i dag.

”Man føler jo ikke selv, at man er gammel. Vi har jo nok krudt at gøre med endnu,” siger hun med grin.

Senior Erhverv står klar og gør alt for at hjælpe seniorerne tilbage på arbejdsmarkedet. I deres database har de mange ledige, der er klar til at begynde allerede i morgen.

”Vi har en CV-database, som virksomhederne frit kan benytte, og vi har stor succes med at hjælpe vores medlemmer i arbejde,” oplyser Christian Knop, der er formand for Senior Erhverv Nordvestjylland, i en pressemeddelelse.

Yvonne Højfeldt er selv medlem af Senior Erhverv, og hun håber snart hun kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

”Jeg vil jo gerne i gang med noget, og tjene mine egne penge igen,” fortæller hun.

Hun fortætter i hvert fald jagten på et job og håber at få succes snart.